Videorundvisning

TINGHULEN OG FUGLESTEMMER
Karina maler på sit store oliemaleri af dødishullet Tinghulen.
Imens fortæller Vibe om hvordan nattergalens og solsortens sang er blevet til grafiske udtryk i den store mobile “Sangen blev hængende i luften” og i kalligrafi-digtet “Fuglepoesi”.
Hør også lydinstallationen, hvor fuglestemmerne indgår i en musikalsk collage, og melodierne bliver spillet på keltisk fløjte, klaver og sang.

LANGEMOSE MED EN HINDBÆRRØD LIVSFORM
Kunstnertrioen har arbejdet i Langemose, et dødishul hvor der er vand.
I skumringen tonede stjernebilledet Bjørnevogteren frem, det blev både til en akvarel og et digt skrevet med kalligrafi.
Vibe tog nærbillede af svampe, og opdagede noget der ikke før var set i Mols Bjerge: En hindbærrød livsform, der viste sig at være svampedyret Kegle-rødært.

HELLIGKILDE – DET DYBE ØJE
Det store oliemaleri af dødishullet Helligkilde blev skabt ude i den fantastiske natur. Imens Karina malede, gik Vibe på opdagelse langs dødishullets kant. Hun fandt den hellige kilde, der strømmede for mange år siden, men som nu kan opleves som et dybt øje omkranset af siv.

NIKKENDE KOBJÆLDE – FOTOS OG MUSIK
Vibe har gennem flere måneder fotograferet den samme blomst. Hun følte at blomsten lærte fra sig om livets processer, og det gav inspiration til at komponere værket “Nikkende Kobjælde” for cello og klaver i seks satser, der beskriver livsfaserne fra fødsel til død.
En takt fra hver sats blev til kunstværker med kalligrafi.
Musikken blev uropført på Tinghuset 25. januar 2025, og vil senere på året blive indspillet og udgivet.

NIKKENDE KOBJÆLDE – SKITSER OG POESI
Det har været inspirerende for Vibe at beskrive og mærke Nikkende Kobjælde gennem flere kunstneriske udtryk. Skitser med blyant var en af måderne at beskrive livsfaserne på. Et stort digt med kalligrafi fra loft til gulv, beskrev hele livsforløbet for blomsten. Hvert vers matchede en sats i det musikalske værk.
I blomstens høj-fertile stadie, beskrives den som et dragende sort hul. Her mærker man Vibes fascination af kosmos og livets mysterium.
Karina har malet slægtningen Opret Kobjælde, der er fredet og også vokser i Mols Bjerge.

Se også:
Lydinstallation
Fotos og koncertvideo