
Udstilling og koncerter i samarbejde med Ebeltoft Kunstforening
Tinghuset i Ebeltoft, 4.-31. januar 2025
FERNISERING lørdag d. 4. januar kl 15
ÅBENT alle dage fra kl. 11-16
KUNSTNERTRIO
Karina Asta Jensen: Billedkunst
Vibe Ulbrandt: Musik og kalligrafi
Niels Ulbrandt: Musik
KONCERTER MED TONEREGN:
4. januar kl 15:
“Lyd og poesi fra dødishuller” – ferniseringskoncert
18. Januar kl 15:
“Lyden af Langemose” og “Cyklus”
Artist talk med kunstnertrioen efter koncerten
25. januar kl 15:
“Nikkende Kobjælde” og “Vandspejlet”
Artist talk med kunstnertrioen efter koncerten
Vandspejlet i Langemose ved skumringstid Nikkende Kobjælde i det tidlige forår
Det smukt formede landskab i Mols Bjerge består af utallige dødishuller. Udstillingen er en helhed, der især er skabt med inspiration fra dødishullerne Helligkilde, Tinghulen og det mere skjulte ved Langemose.
Kunstnertrioen er optaget af at formidle naturens fortælling, der viser sig gennem geologiske landskabsformer, flora og fauna. Mols Bjerge viser store begivenheder der har formet jordskorpen, og rækker langt ud over vores egen levetid og kultur. De tre kunstnere samarbejder gennem forskellige visuelle og auditive udtryk, for at finde inspiration til hvordan vi kan lytte til, forstå og være en del af naturen. De har researchet, oplevet og arbejdet midt i den subtile skønhed og dynamik i dødishullerne, og omsat det i fortættet form til maleri, musik og poesi.
Karina Asta Jensen:
– Oliemaleri på lærred
– Akvarel på håndlavet papir
Læs mere om Karina Asta Jensen HER
Vibe Ulbrandt:
– Lydinstallation
– Kalligrafi på rispapir
– Mobile
– Koncerter
Niels Ulbrandt:
– Lydinstallation
– Koncerter
LYDINSTALLATION
De to komponister Vibe Ulbrandt og Niels Ulbrandt har lavet hver deres lydinstallation, der blev afspillet ud af højttalerne som en del af udstillingen i Tingsalene.
“Nattergal og Solsort” af Vibe Ulbrandt
“Klangmosen” af Niels Ulbrandt
Læs og lyt HER
KONCERTER
Der blev uropført musik med inspiration fra Mols Bjerge, ved tre koncerter i løbet af udstillingsperioden. Musikken er skrevet af de to komponister Vibe Ulbrandt og Niels Ulbrandt, og blev opført af Toneregn i forskellige konstellationer.
FERNISERING OG KONCERT 4. januar
“Lyd og poesi fra Dødishuller”
Lydcollage og oplæsning af poesi, med fortolkning af indtryk fra Mols Bjerge. En kort stemningsskabende koncert, med nedslag af indtryk fra dødishullerne Helligkilde, Tinghulen og Langemose.
Niels Ulbrandt: Klaver og laptop
Vibe Ulbrandt: Digtoplæsning, keltisk fløjte
KONCERT + ARTIST TALK 18. januar
De to komponister har opholdt sig i Langemose i Mols Bjerge, hvor vandet er det sidste efterladenskab fra dødisen. Nu er der opstået en birkesump fuld af liv og død.
Koncerten var i to dele, hvor Vibe Ulbrandt var inspireret af luftelementet med fuglestemmer, og Niels Ulbrandt fortolkede de dybere dele af sumpen.
Efter koncerten kunne man deltage i en artist talk med kunstnertrioen bag udstillingen “Dødishuller – Maleri og Musik skabt i Mols Bjerge.
“Lyden af Langemose” – Vibe Ulbrandt.
Nattergalens og solsortens smukke melodier synges og spilles på fløjte og klaver. Melodierne indgår i et samlet collageværk med indtryk fra Langemose ved hjælp af loop-pedal, stemme og en masse stemningsskabende instrumenter. Digte fra Langemose læses op som en del af koncerten.
“Cyklus” – Niels Ulbrandt.
Langemose er et underspillet og mangfoldigt sted i Mols Bjerge, hvor liv og død udfolder sig uforstyrret. Kompositionen bevæger sig ned i det mørke vand, dykker ned i krabledyrenes verden og følger planterners stadier fra levende leg med lys og skygge, til forrådnelse i sumpen.
Vibe Ulbrandt: Stemme, keltisk fløjte, rammetromme, loop-pedal m.m.
Niels Ulbrandt: Klaver og laptop
KONCERT + ARTIST TALK 25. januar
To værker for klaver og cello, komponeret af Vibe Ulbrandt og Niels Ulbrandt. Tonesproget er “crossover” i grænselandet mellem klassisk og rytmisk genre.
Niels Ulbrandt har som pianist en baggrund som jazzmusiker. Cellisten Malthe Volfing Højager er klassisk uddannet på solistklassen ved Det Jyske Musikkonservatorium.
Efter koncerten kunne man deltage i en artist talk med kunstnertrioen bag udstillingen “Dødishuller – Maleri og Musik skabt i Mols Bjerge”.
“Nikkende Kobjælde” – Komponist: Vibe Ulbrandt.
Nikkende kobjælde er en af de karakteristiske blomster, der vokser i Mols Bjerge. Hver sats beskriver en fase i blomstens liv, fra den bryder gennem jorden, til den afgiver sine frø og tager afsked, båret af den kosmiske tidebølge.
Suppleret af Vibe på udstillingen med fotos, et digt samt noder skrevet med kalligrafi.
“Vandspejlet” – Komponist: Niels Ulbrandt.
Kompositionen er inspireret af vandspejlet i mosen, hvor hver bevægelse skaber koncentriske cirkler, der interagerer med hinanden. Han går også helt tæt på dyrelivet, både det man kan se, og det man ikke kan se.
Malthe Volfing Højager: Cello og effekter
Niels Ulbrandt: Klaver og laptop


Koncerterne er støttet af Dansk Artist Forbund
og Dansk Musiker Forbund
Se også:
Videorundvisning
Lydinstallation
Fotos og koncertvideo