Toneregn

Toneregn er et ensemble, der opfører nyskrevet musik af Vibe Ulbrandt og Niels Ulbrandt.
Vi er inspirerede af natur, filosofi og kosmos, og vi elsker magien når musikken indgår i samarbejde med andre kunstarter og fagområder.
Tonesproget i musikken er crossover mellem folketone, jazz og klassisk.
Nogle kompositioner er lydcollager, der er lidt sværere at genrebestemme, med brug af f.eks. lyde optaget i naturen. Vi spiller både akustisk og elektro-akustisk.
Vores passion er at skabe møder i kunsten, og vores projekter har involveret kunstarter som dans, billedkunst, tekstildesign og gastronomi.

MUSIKERE I TONEREGN:
Vibe Ulbrandt er sanger og multiinstrumentalist. Hun spiller blandt andet på rammetrommer, fløjter, klaver og guitar. Hendes sang bærer præg af både rytmisk og klassisk træning, samt en kærlighed til keltisk folketone.
Komponerer til Toneregn, og er ofte multikunstner med både komposition og visuelle værker i forbindelse med Toneregns projekter.
Som komponist vandt hun 3. præmie med værket “Stjernerne vil lege” for kvindekor og akkordeon, i den nordiske konkurrence “La Cappella Composition Award”, Uppsala 2026.
Niels Ulbrandt er uddannet jazzpianist, med smag for udvidet harmonik og improvisation. Han spiller på klaver, keyboards og elektronika.
Komponerer til Toneregn.
Malthe Volfing Højager er uddannet cellist på det klassiske konservatories solistklasse. Han mestrer mange teknikker indenfor ny klassisk musik, og spiller også i den rytmiske genre. Bruger ofte effekter på celloen som en del af udtrykket.
Susanne Bechmann er konservatorieuddannet fløjtenist, og spiller på mange forskellige tværfløjter og blokfløjter.

Toneregn laver gerne projekter der involverer andre kunstarter.
Samarbejdspartnere fra tidligere og nuværende projekter:
Karina Asta Jensen: Billedkunstner og skulptør
Olivia Rivers (Oregon, USA) : Billedkunstner
Sara Lystlund: Tekstildesigner
Louise Spangenberg: Kok
Ulla Lundsgart: Billedkunstner
David Mejlhede (DK/England): Tøjdesigner
Mette Molich Rimestad: Danser og koreograf