Idé og koncept

Komponisten Vibe Ulbrandt har i dette projekt været optaget af begrebet “at falde”. Ordet har mange betydninger, og kan give en masse associationer, både fysisk i forhold til tyngdekraft samt de psykiske betydninger; som titlen antyder, “alle falder igennem”, ingen kan opretholde en fast tilstand, alt er i forandring.

Idéen til denne forestilling opstod, da Ulla Lundsgart, billedkunstner og leder af kunstscenen The Garden Studio, blev præsenteret for musikken.
Da hun hørte musikken og læste digtene, fandt hun det meget billedskabende, og så muligheden for at udvide konceptet til en forestilling med dans, billedkunst, lyssætning og kostumer.

Forestillingen har bakket op om dannelsen af trioen Toneregn, og det hele er skabt i en fælles proces, over et musikalsk og poetisk forløb.

MUSIKKEN OG POESIEN
Vibe påbegyndte kompositionen af “Everyone is falling through” i sommeren 2019. Det er en suite med 8 satser for sang, cello og klaver. Musikken er crossover, med elementer af klassisk, jazzharmonik og keltisk folkemusik.

Uddybende baggrund om digtene:

1. “I am falling”, har blot denne simple tekst, som en prolog.

2. “Falling up or down?” handler om at et fald kræver tyngdekraft. Hvis man befinder sig i rummet, begynder ting at opføre sig anderledes. I dette tilfælde fænomenet vægtløs ild (jellyfish flame), der ligner en gasblå vandmand.

3. “Falling is better than stumbling” er skrevet som en gåde, der beskriver fænomenet “Smeltevand” der søger mod havet over forhindringer.

4. “I let you fall” handler om at give slip på den psykiske mekanisme, at man vil forhindre andre i at falde (eller fejle). Digtet tager afsæt i en drøm om en mand og en kvinde der svæver over frodigt græs.

5. “Nightfall” beskriver hvordan sommerfugle, som et billede på vores sjæl, finder vej til os mens vi sover. Med knivskarp instinktivitet, ved vi hvem vi er.

6. “To fall into a rhythm” handler om den samtidighed man har i en fælles puls. Pludselig ophæves tiden, ingen venter på hinanden.

7. “The fall of man” kredser om arvesynden og beslutningen om at tage en bid af æblet. Teksten er inspireret af tilstanden kl. 2:30 om natten, hvor alt er stille.

8. “I have fallen” beskriver tilstanden efter at have taget en bid af æblet. Kroppen er blevet til et transparent, modtageligt sanseorgan.